Det kræver et menneske!

Posted on Sep 12, 2017

Det er, som det er! Du er, som du er! Fremkaldt i ufuld­kom­men­hedens lys
Og alligev­el kan vi ikke lade være med at måle os op imod hinan­den.
Det er der meget godt at sige om, for sund konkur­rence inspir­erer os til at yde det bed­ste, vi kan — og lidt til!
Og vi bliv­er nødt til løbende at arbe­jde på at udvikle og fin­pudse vores kom­pe­tencer.
En våd dan­sk som­merdag i Skive viste sig fra en over­rask­ende vinkel. En kraftig byge blev afløst af opholdsve­jr — et opholdsve­jr som kast­ede den helt rette belysning på en skulp­tur.
I sig selv lignede det for­fra et kedeligt motiv — en triv­elig fig­ur oven­på en plade.
Men netop som jeg gik for­bi, kom solen frem — og fremkaldt i den rette vinkel fold­ede motivet sig ud og blev til kun­st med en helt særlig pointe.
Skulp­turen står foran en skole — og i forbindelse med ind­vielsen i 2009 sagde kun­st­neren Søren Vester:
​ ”Det kræver et men­neske at holde bal­an­cen i livet.
I den bal­ance indgår ans­varet for sig selv og hinan­den og en forståelse for, at vi hverken er eller skal være per­fek­te men­nesker. Det er fejl­trinnene og det uper­fek­te, der gør livet smukt. Det kræver et men­neske – og det men­neske er ikke fig­ur­er som Oba­ma, Lars Løkke eller Spi­der­man – det er dig og mig”.
Som det fremgår af sil­huet­ten og mate­ri­alet er der lige præ­cis tale om et hel­støbt men­neske i al sin ufuld­kom­men­hed — robust bygget, med knaster, åbne arme — og på vej!
Det kræver et men­neske!

Tag dig selv alvorligt — Du er bedst egnet til det!
Desværre kan det også føre til megen ensomhed og min­dreværd. Det ser jeg, når jeg arbe­jder med stress­ramte fag­pro­fes­sionelle og ledere i coach­ing­for­løb.
For når vi måler os op mod andre, så glem­mer vi let, at vi måler vores egen inder­side op mod andres yder­side.
Yder­si­den rum­mer os selv i det organ­isatorisk pæne tøj med adfær­den ret­tet mod at lykkes i den givne sam­men­hæng.
Inder­si­den rum­mer så meget mere — vores tanker, følelser og sansninger — vores tvivl og overve­jelser over egen due­lighed.
Ensomhe­den opstår, når man alene måler sin egen ufor­måen­hed op mod andres due­lighed og ender med at veje sig for let.
Der­for er det vigtigt at dele — både hvad vi sanser, føler og tænker. Ikke for­di vi nød­vendigvis kan han­dle på det. Men for­di der altid er et vigtigt infor­ma­tions­bud­skab i både sansninger, følelser og tanker. Det kan man naturligvis godt tænke sig frem til alene. Men den res­o­nans — den særlige følelse af klang­bund, der kan opstå, når man del­er med andre er uovertruf­fen.
Det svar­er til forskellen på kun at have neg­a­tivet frem­for at fremkalde billedet.

Du kan til enhver tid tage bestik i dit eget land­skab ved at tune ind på 3 forskel­lige kanaler, som hver giv­er adgang til en særlig kvalitet:
Sansnin­gens kvalitet: Hvad mærk­er jeg i krop­pen?
Hvad kan disse sansninger mon fortælle mig?
Følelsernes kvalitet: Hvilke følelser fylder hos mig?
Hvilke værdier og behov udgør mon bagtæp­pet for disse følelser?
Tankernes kvalitet: Hvilke tanker fylder hos mig?
Hvilke små tanker kan jeg blot ane kon­tur­erne af?
Hvad han­dler det om?
At have adgang til at holde øje med, hvad der er på spil kan naturligvis føre til overvældelse — for vi har alle en myr­i­ade af tanker, følelser og sansninger.
Menin­gen er heller ikke at fort­abe sig i det erfarede, — men at bel­yse hvad der er på spil og at dvæle ved det med det for­mål at få færten af det væsentlige, som det kan give mening at fremkalde — sam­men!

Leave a Reply